Forside

Farvel og tak til Aabenraa

Efter 14 måneder med en masse arbejde er jeg nu ikke længere tilknyttet Aabenraa Sygehus. Tegning: Chat GPT

Dagen i dag, den 13. april 2026, bød på en omfattende ‘årskontrol’ på Aabenraa Sygehus.
Kontrollen kommer ca 14 måneder efter. at jeg – babu – kom ind med en blodprop i hjernen og man konstaterede Diabetes 2.

Så sad jeg i dag på ‘eksamensbænken’ og fik evalueret alt hvad der er sket i de 14 måneder. Og det var overvejende en meget positiv oplevelse.

Jeg er på mange måder et forvandlet menneske i dag. Har tabt en tredjedel af min vægt, har et stabilt blodsukker langt under et kritisk niveau og selv kolesterolet er der ved at være styr på. Efterfølgende er jeg også – den 6. maj 2026 – blevet afsluttet af diætist-teamet på Sygehus Sønderjylland.

Så besøget i april blev et farvel til Aabenraa Sygehus for denne gang. Nu bliver det egen læge, som skal holde mig i ørerne i fremtiden. Og jeg skal nok være en flink dreng, lover jeg imens jeg pudser min glorie.
Husk at du – hvis du har lyst – kan følge mig rejse fra lam til nogenlunde velfungerende på denne side.


Petter til eksamen

Mandag (den 13. april) venter den store eksamen. Ikke sådan én med grøn dug og censor, men eksamen over alt det arbejde der er gjort siden jeg fik min blodprop i februar i fjor, og fik konstateret Diabetes 2. Årskontrollen på Aabenraa Sygehus venter. Tegning: Chat GPT

Indrømmet, jeg har eksamens-nerver på. Ikke fordi jeg skal til sådan en ‘rigtig’ eksamen med grøn dug, hvide sedler og en sur censor.

Nej, jeg skal til kontrol på Aabenraa Sygehus og det som skal ‘kontrolleres´er alt det arbejde jeg har gjort siden de konstaterede både min blodprop i hjernen og en solid Diabetes 2 for godt og vel et år siden.

Jeg er ret fortrøstningsfuld for resultaterne synes jeg er store. Jeg er gået fra halvside-lammet til rimeligt godt gående og fuldtids-arbejdende. Jeg har tabt over 42 kilo, hvilket er en tredjedel af min vægt og har stort set været blodsukker-stabil siden sidste sommer.

Alligevel er der lidt nerver på. Et par af målingerne i blodprøven fra i torsdags er lidt ‘skæve’, men det har forhåbentligt en årsag. Så vi må se. Mandag (den 13.) klokken 9.00 går det løs.

Husk at du altid kan følge min rejse her på PETERS STORE REJSE


Her ses et meget sjældent billede fra torsdag den 20. februar 2025, hvor lille uskyldige Peter kom ind på Aabenraa Sygehus, hvor de stygge læger, sygeplejersker og sosu’er overfaldt ham og gav ham alle mulige diagnoser 🙂
Jeg håber at alle forstår, at humor og satire kan forekomme 🙂 Og jeg håber at I vil læse lidt om min tur gennem Verdens bedste sundhedsvæsen. Velkommen! Tegning: Chat GPT

Velkommen til historien om min store ‘rejse’, som indebærer b.la. en blodprop i hjernen, alt for højt blodtryk, himmelhøjt kolesterol, bimlende sukkersyge og en alt for stor vægt, som jeg har fjernet hele 42 kilo fra. Tegning: Chat GPT


Velkommen til Peters Store Rejse

Ajourdato: 20. april 2026

På mange måder har kalenderåret 2025 været et sandt ‘annus horribilis’ for mig.
Jeg mistede min far, fik en blodprop i hjernen, alvorlig diabetes og meget mere.

Men på en måde har 2025 også budt på en fortryllende rejse igennem et velfungerende sundhedsvæsen, fuldt af dygtige og dedikerede mennesker. Kampen for at komme tilbage i den klinik og de klienter, som fylder så meget i mit hjerte, og ikke mindst den utrolige opbakning og varme jeg har mødt fra så mange sider, ville jeg meget nødig have undværet.

Denne hjemmeside er lavet på utallige opfordringer som en hyldest til de mange mennesker, som var der da jeg havde brug for det, og som gav mig min førlighed og det liv jeg påskønner tilbage. Læs den hvis du har lyst. Og forstå, at intet på siden er noget skønmaleri – det er som jeg har oplevet det.

Jeg anerkender hundrede procent, at andre har oplevelser med vort ‘system’, som de ikke er tilfredse med. Denne hjemmeside viser mine oplevelser – hudløst ærligt.

Og skulle du have lyst til at kommentere den, så er du velkommen.

Du er velkommen til at sende din kommentar til: peter@massageihaderslev.dk

‘Ananas i egen juice’

Jeg er klar over at denne hjemmeside er rigtig meget ‘ananas i egen juice’. Alligevel vil jeg gerne slutte forsiden af med et citat fra mig selv:

“Det er utroligt at man skal få en hjerneskade for at blive klogere…”

VIDSTE DU AT DU KAN FØLGE PETERS STORE REJSE PÅ FACEBOOK? DET KAN DU GØRE HER

Scroll to Top